Odense klar med 2,2 mio. kroner til borgernes idéer
Nu ruller "Borgerne Bestemmer". Borgere i Odense har igen mulighed for at søge om midler, som man efterfølgende kan dele ud til gode idéer i det område, man bor i. Formålet med Borgerne Bestemmer er at fremme det lokale engagement og styrke fællesskaberne i lokalområderne.
2,2 millioner kroner er klar til at blive drysset ud over Odenses lokalområder til glæde og gavn for fællesskabet. Pengene bliver fordelt på 10 portioner á 220.000 kroner, som går til gode idéer og projekter i Borgerne Bestemmer 2019.
- Vi vil gerne have stærke og aktive lokalområder, og med "Borgerne Bestemmer" understøtter vi, at engagerede borgere kan gøre deres bydel bedre. Gennem årene er mange spændende idéer blevet gjort til virkelighed på denne måde, og jeg tvivler ikke på, at vi får en masse gode ansøgninger, for Odense er kendetegnet af mange dygtige og engagerede ildsjæle, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V).
Det kræver dog, at man danner en lokalt forankret arbejdsgruppe.
- Forestil dig en gruppe mennesker - en styregruppe - der sammen brænder for at udvikle deres lokalområde. Det kan f.eks. være et fællesskab på mindst 5 personer bestående af repræsentanter fra foreninger, institutioner og individuelle ildsjæle. Styregruppen skal søge om deltagelse i "Borgerne Bestemmer" 2019. Det er vigtigt at forstå, at det ikke er meningen, at de selv skal byde ind med konkrete idéer. De skal i stedet have lyst til at bidrage til, at lige netop deres lokalområde får en pose penge til udvikling, forklarer Rosanna Beth Sloth, der er projektleder i Odense Kommunes Center for Civilsamfund.
Ansøgning og informationsmøder
Hvis man ønsker at deltage i "Borgerne Bestemmer", kan den motiverede ansøgning sendes fra den 11. marts - og inden mandag den 15. april kl. 12 - via et ansøgningsskema på www.odense.dk/borgernebestemmer.
Blandt alle ansøgninger udvælges de ti bedste, som hver får 220.000 kr. Styregruppens opgave er efterfølgende at gøre medborgerne i lokalområdet opmærksom på den nye pulje, så flest muligt kan byde ind med idéer og forslag til projekter.
Hvilke idéer, der i sidste ende skal finansieres af puljen og realiseres, udvælges ved en demokratisk afstemning. Valgdagen, som den hedder, arrangeres af styregruppen, og alle i området må stemme. Man skal dog være mindst 10 år for at kunne stemme.
- Det fantastiske ved "Borgerne Bestemmer" er, at det er styregrupperne og borgerne selv, som styrer udviklingen af de lokale initiativer. Center for Civilsamfund understøtter styregrupperne og efterfølgende idéstillerne, men det hele drives af borgere, som kender deres lokalområde og ved, hvad der er behov for, siger Rosanna Beth Sloth.
Læs mere om ansøgningsprocessen, tidsfrister, og meget mere.
Det er også muligt at blive klogere ved to informationsmøder i
Borgernes Hus, Østre Stationsvej 15, 5000 Odense C
- Tirsdag den 26. marts kl. 17.30 - 19.30
- Torsdag den 4. april kl. 17.30 - 19.30
Eksempler på tidligere vinderprojekter
- Forskellige former for lege- og motionspladser:
multibaner, lys til multibaner, naturlegeplads - Hyggelige aktiviteter i naturen:
shelter, bålplads, bord- og bænkesæt, delekano, guidede naturvandringer - Udstyr til fællesarrangementer:
el-skab, telt, mikrofonudstyr, mosteri - Kultur:
foredrag for børn, juletræstænding, halloweenarrangementer - Andre tiltag for fællesskabet:
velkomstpakke til nye i kvarteret, bydelsmøde, dansktræning, gyser-events
Kontaktinformation
Jane Jegind, by- og kulturrådmand, tlf. 20 91 10 31
Rosanna Beth Sloth, projektleder hos Center for Civilsamfund, tlf. 40 11 35 74